Skolebestyrelsesmøde 27. september 2023

28/09/2023

De kommunale besparelser kommer til at ramme Allerslev Skole på især fem punkter: 1) En afkortning af åbningstid i SFO med 1,5 timer om ugen. Besparelsen vil dog ikke kun ramme ydertidspunkter, men også reducere SFO-bemandingen på andre tidspunkter på dagen. 2) En stigning på ca. 300 kr. pr. måned i forældrebetalingen til SFO. 3) Reduktion af budgettet til den særlige sommerferieuge i SFO 'en. 4) En tilbagetrækning af de midler til co-teaching, der blev lovet i forrige års budgetaftale, men som aldrig er blevet udmøntet. 5) En halvering af timerne med musikskolelærer i 0-klasse.

Lejres 7 skoler får tilsammen en budgetforøgelse på 5 millioner kroner som første skridt i genopretningen af skolernes økonomi, efter at en analyse har vist at budgetterne reelt ikke rækker til at dække lovens krav til timeantal mv. Vi arbejder stadig på at få klarhed over, hvordan de 5 millioner fordeles på skolerne gennem en ny tildelingsmodel, hvor Allerslev i de fremlagte beregninger står til at få den relativt mindste budgetforøgelse. Besparelserne svarer til en stor del af de 5 millioner, så der er samlet set tale om en begrænset budgetforøgelse for skolerne, men med en markant stigning i SFO-forældrebetalingen. Stigningen i forældrebetalingen tilføres ikke SFO'en, så reelt skal forældre betale mere for mindre. Derudover er der igen blevet lovet et fremtidigt løft af folkeskolerne, idet man håber at kunne øge de 5 millioner til 15 millioner i budgetaftalen for 2025.

Fra 1. oktober er Allerslev Skole en mobilfri skole. Det betyder, at der ikke må benyttes private digitale devices i skole, SFO og klub. Fra 4. klasse låses telefonerne inde i skoletiden, mens de i SFO og klub skal ligge slukket i tasken. Skolebestyrelsen opfordrer forældre til børn i indskolingen til ikke at give deres barn en telefon med i skole. Også forældre til børn i de ældre klasser skal tillære sig nye vaner, hvis man er vant til at være i kontakt med sit barn i løbet af skoledagen. Vi mener, at det er vigtigt for alle elevers trivsel og fællesskab, at forældrene bakker op om den mobilfri skole, SFO og klub og opfordrer deres børn til nysgerrigt at afsøge de nye muligheder for et andet samvær og fællesskab. Læs retningslinjerne på skolens hjemmeside.