Forældregruppen
Skolebestyrelsen består af repræsentanter for elever, personale og forældre. Forældregruppen mener, at der bør investeres mere i Lejres børn og arbejder politisk for at sikre de bedst mulige vilkår for Allerslev Skole.
Formålet med de informationer, vi som forældrerepræsentanter offentliggør her, er at belyse og skabe sagligt grundlag for en debat om vilkårene for Lejres folkeskoler.
Personalet på vores skoler knokler hver dag for at skabe den bedste skole for vores børn. Vi ønsker at understøtte deres arbejde bedst muligt og have en oplyst diskussion om ressourcer.
Det er alene forældregruppen i Allerslev Skolebestyrelse, der kan holdes ansvarlig for informationen nedenfor.
Fakta om skoleøkonomi i Lejre Kommune
Lejre Kommune bruger markant færre penge på skoler end de fleste andre kommuner og ligger langt under landsgennemsnittet. Ifølge Undervisningsministeriets opgørelser bruger Lejre Kommune 66.334 kr. pr. elev, mens landsgennemsnittet er 76.619 kr. pr. elev. Det gør Lejre til den kommune i Danmark, der bruger 4. færrest kroner pr. elev.
Flere elever opfylder karakterkrav til ungdomsuddannelse end landsgennemsnittet (87%), men i forhold til Lejres socioøkonomiske rammevilkår burde tallet være højere.
Lejre bruger færre penge på skoler end vores nabokommuner, færre end de andre kommuner i Region Sjælland og færre penge end andre sammenlignelige kommuner. Roskilde Kommune bruger for eksempel 71.408 kr. pr. elev. Egedal Kommune, der kan betegnes som en sammenlignelig kommune, bruger 82.069 kr. pr. elev.
I referatet fra kommunalbestyrelsens møde i juni 2023 fremgår det at: "ECO-nøgletal med sammenligninger af budget 2023 viser, at omkostningerne til skoleområdet i Lejre Kommune ligger lavt sammenlignet med lignende kommuner, landsgennemsnit og regionsgennemsnit. Lejre Kommunes budget ligger 21,1 mio. kr. under de sammenlignelige kommuner til driften i folkeskolen, men der bruges samtidigt 11,2 mio. kr. mere til specialundervisningsområdet og 2.6 mio. kr. på PPR."
Der findes forskellige tal og opgørelser over kommunernes forbrug på skoler, børn og andre områder.
Vi har søgt oplysninger fra bla DST, Vive, Noegletal.dk, Uddannelsesstatistik.dk og Lejre Kommune. Fælles for alle de opgørelser, vi har fundet er, at Lejre bruger færre ressourcer på folkeskoler end næsten alle andre kommuner.
Se flere økonomiske nøgletal fra Undervisningsministeriet her:
https://uddannelsesstatistik.dk/Pages/Reports/1863.aspx
Oversigt over folkeskoleområdets økonomi fra VIVEs oplæg til byrådsseminar,
Lejre 19. maj 2022
Se hele præsentationen her: https://www.lejre.dk/media/0fnaplhb/pr%C3%A6sentation-vive-udligning-og-n%C3%B8gletal.pdf

Fakta om Allerslev Skole
Allerslev Skole er med 647 elever den største skole i Lejre Kommune.
Allerslev skole har med et gennemsnit på 24 elever per klasse det højeste gennemsnit per barn i klasserne af alle skoler i Lejre.
Allerslev Skole får det markant laveste beløb per barn blandt alle kommunens skoler.
